Jeg udviklede en fødselsdepression efter fødslen af mit andet barn.
Jeg er uddannet jordemoder og på det tidspunkt mor til en datter på knap 3 år. Jeg fødte hjemme første gang, hvilket både havde været en rigtig god oplevelse, men også en voldsom oplevelse. Nu ventede jeg en dreng og havde igen planlagt at skulle føde hjemme.
Jeg tror, at efterfødselsreaktionen startede i det små allerede nogle uger op til fødslen. På den ene side glædede jeg mig til at skulle føde igen. På den anden side blev jeg mere og mere besværet af bækkengener og følte mig utilstrækkelig over for min datter. Ved det sidste jordemoderbesøg inden fødslen blev jeg pludselig også ramt af angst. Jeg var bange for at føde. Bange for at få endnu en voldsom oplevelse og bange for at skulle føde på sygehuset.
Da jeg går i fødsel, er jeg lettet over, at forløbet i begyndelsen ikke ligner den første fødsel. Men da veerne først rigtig tager fat, ligner det meget første fødsel, og jeg frygter at skulle igennem det samme en gang til. Fødslen endte rigtig godt, og min datter nåede lige at hilse på lillebror, inden hun skulle sove.
Tiden efter fødslen er rigtig hård. Jeg har i flere dage smertefulde efterveer, som føles, som om jeg genoplever veerne fra mine fødsler igen og igen. Min søn fik kolik og græd næsten nonstop hver aften kl. 16-23. Jeg følte mig ked af det eller følelseskold, jeg havde dårlig samvittighed, følte mig som en dårlig mor og utilstrækkelig over for min familie.
Jeg kunne godt mærke, at jeg havde det værre end, hvad der er normalt. Så i ugerne op til sundhedsplejersken skulle screene os for en efterfødselsreaktion, fortalte jeg flere gange til min familie, at ”jeg tror, jeg har det værre, end jeg ser ud til”. Jeg følte, at jeg skulle have lov til at bede om hjælp. Jeg lovede mig selv, at jeg skulle være ærlig, når jeg blev screenet.
Min mand virkede noget chokeret, da jeg for alvor åbnede op foran sundhedsplejersken om, hvordan jeg havde det. Jeg har aldrig været særlig god til at bede om hjælp eller vise min sårbarhed for nogen. Screeningen viste, at jeg lige havde nok point til, at jeg kunne have en behandlingskrævende depression. Sundhedsplejen tilbød en plads i et coachingforløb sammen med andre kvinder med efterfødselsreaktioner, hvilket jeg takkede ja til. Hun anbefalede også en snak med min læge om en henvisning til en psykolog, hvilket jeg også fik.
Jeg havde rigtig svært ved at finde en psykolog, som kunne hjælpe mig. Det føltes som en jungle at navigere i, mens jeg havde det dårligt og havde svært ved at bede om hjælp. Efter mange timers Google lykkedes det mig at finde frem til en psykolog med kort ventetid. Sideløbende med psykologsamtalerne gik jeg til møder i sundhedsplejens coachingforløb. Det var dejligt at snakke med andre mødre, som stod i noget af det samme. Det gav rigtig meget at mødes med disse kvinder samtidig med samtalerne hos psykologen. Jeg følte mig ikke så forkert og alene med min sårbarhed.
Min søn stoppede med at græde så intensivt, efter han begyndte at få andet mad end amning, men belastningen sad stadig i min krop, og min efterfødselsreaktion udviklede sig til angst. Jeg havde svært ved at komme ud ad døren, da jeg blev bange for at stå i en situation, som jeg ikke kunne rumme. Jeg fik angstanfald næsten hver dag kl. 16, hvor min søns kolik kom til udtryk. Det krævede hårdt arbejde hos psykologen at give slip på de gamle mønstre, så jeg kunne få det bedre. Men det lykkedes.
På trods af mange belastninger i mit liv efterfølgende, som forlængede mit forløb hos psykologen, er jeg i dag kommet på den anden side og føler mig mere integreret som person. Selvom det helt sikkert har været den hårdeste periode i mit liv, ville jeg ikke være den udvikling foruden. Hvis jeg skulle give et råd med på vejen til andre i lignende situation, vil det være:
Vær ærlig over for dig selv og andre. Forsøg ikke at negligere, hvordan du har det, så du ikke får bedt om hjælp. Selvom det kan være svært at bede om hjælp, kan det være nødvendigt for ikke at få det værre.
Anne Mølby Faaborg