Belastningsreaktioner kan opstå hele livet igennem. Mange kvinder vil opleve store følelser, som pludseligt kan overmande dem i løbet af de første 14 dage efter fødslen. Det kan være en følelse af afmagt, ensomhed eller pludselig, uforklarlig tristhed.
Det er helt normalt at opleve den såkaldte babyblues, men fortsætter denne tilstand, og begynder den at dominere det meste af dagen, kan det være tegn på en belastningsreaktion. Man kan opleve nogle af de samme symptomer, som ved en depression, men det vil være mildere symptomer, der ikke opfylder kriterierne for en depressionsdiagnose.
De fleste sundhedsplejersker screener for symptomer på belastningsreaktion og depression, men skulle du føle dig overset, er det vigtigt selv at tage fat i din egen læge.
Nina Friis Bak, hoveduddannelseslæge i voksenpsykiatri