Gode råd til forebyggelse af efterfødselsreaktioner? Og hvornår skal jeg reagere?

Efterfødselsreaktioner kan være svære at forebygge, fordi man ikke fuldt ud kender til de risikofaktorer, som fører til, at man udvikler en efterfødselsreaktion. Dog er det velkendt, at risikofaktorer som traumatiske/belastende livsbegivenheder, tidligere episoder med depression, psykisk sygdom i familien og dårlig social støtte fra partner eller andre relationer, er medvirkende årsager til, at nogle udvikler en efterfødselsreaktion.

Det er vanskeligt at undgå en reaktion, som allerede er på vej, men det er afgørende at få tidligt hjælp for at forhindre, at reaktionen udvikler sig til en alvorlig episode. Derfor er det vigtigt at opsøge hjælp hurtigst muligt, hvis man ændrer adfærd i en negativ retning. Udviser man tegn på en efterfødselsreaktion, kan aflastning med hjælp fra partner og familie spille en afgørende rolle for alvorligheden af efterfødselsreaktionen. Det er vigtigt, at den ramte forælder sover tilstrækkeligt om natten og fører en levevis, som giver energi, f.eks. i form af mindfulness, motion og sund varieret kost.

Det vigtigste råd er derfor at søge hjælp hurtigst muligt for at mindske risikoen for, at tilstanden forværres. Jo hurtigere hjælpen sættes ind, jo hurtigere vil man typisk komme sig igen.

Referencer:

Videbech, P. (23/07 – 2021). Fødselsdepression. Sundhed.dk. LINK


Thomsen, N. S., Munk-Olsen, T., Kjeldsen, M. M. Z., Frøkjær, V. G., & Madsen, K. B. (u.å). Fødselsdepression i Danmark – samarbejdet mellem forskning og praksis. https://www.sundhedsplejersken.nu/artikel/foedselsdepression-i-danmark-samarbejdet-mellem-forskning-og-praksis/

Sundhedsguiden. (20/11 – 2007). Efterfødselsreaktioner (Fødselsdepressioner). https://sundhedsguiden.dk/temaer/efterfoedselsreaktioner-foedselsdepressioner

Louise Fruerhøj, stud.scient.san.publ. (folkesundhedsvidenskab)