Hvad skal jeg gøre, hvis min partner udviser symptomer på en efterfødselsreaktion?

At indgå i en rolle som forældre er for mange en omvæltning, som kræver tilvænning. Det er vigtigt at være opmærksom på begyndende symptomer på en efterfødselsreaktion, både hos sig selv og sin partner. Hvis man er i tvivl om de følelser man har, skal man ikke tøve med at henvende sig til sundhedsplejerske eller lægen.

En efterfødselsreaktion er en udfordring for hele familien og ikke udelukkende for den forælder, der oplever sygdommen. Den anden forælder er også i risiko for at mistrives, når der først er en efterfødselsreaktion i familien. Det er vigtigt at være åben omkring følelserne og give den ramte forælder støtte og et pusterum, så vedkommende har mulighed for at komme ovenpå igen. Derudover er det vigtigt at være åben og tale med andre om situationen, også hvis man i perioder får behov for at trække sig fra sociale sammenkomster.

Mange kan opleve, at det er tabubelagt at have en efterfødselsreaktion. Det kan være vanskeligt selv at opsøge hjælpe i svære situationer, men ved professionel behandling kan du komme ovenpå igen. Professionel behandling kunne f.eks. være familieterapi, afspænding, individuel psykoterapi og/eller hjælp og vejledning til, hvordan du/I håndterer barnet. Efterfødselsreaktioner kan ramme alle uanset alder, køn, etnicitet eller uddannelse og bør altid mødes med åbenhed og et tilbud om opbakning og støtte.

Et redskab til at kunne italesætte den eventuelle svære situation man står i, kunne være at gøre brug af bogen, Forældre sammen. Det er en brugsbog til kommende forældre, som kan bruges som et redskab til at få skrevet tanker ned fra begge forældre og være udgangspunktet for en dialog. Selvom bogen primært henvender sig til kommende forældre, og selvom du måske allerede har født, kan den stadig være god til at italesætte nogle af de følelser, der måske allerede opstod i graviditeten og danne grundlag for en åben og ærlig samtale med din partner.

Referencer:

Sundhedsstyrelsen. (2023). Afstigmatisering af fødselsdepression: materiale til vidensdeling og refleksion. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2023/Foedselsdepression/Materiale-til-viden-og-reflektion.ashx

Forum for Mænds Sundhed, Madsen. S. A., Prentow, T. S., & Nielsen, M. M. (2019). Forældre sammen: En brugsbog fra Forum for Mænds Sundhed.

https://farforlivet.dk/wp-content/uploads/2019/03/For%C3%A6ldre-sammen-Digital-udgave..pdf

Sundhedsguiden.dk. (20/11-2007). Efterfødselsreaktioner (Fødselsdepressioner). https://sundhedsguiden.dk/temaer/efterfoedselsreaktioner-foedselsdepressioner

Louise Fruerhøj, stud.scient.san.publ. (folkesundhedsvidenskab)