Efter længere tid i fertilitetsbehandling uden succes blev min mand og jeg endelig gravide efter sjette forsøg.
Dog var det ikke ren lykke og nydelse, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. For med mange skuffelser bag mig turde jeg ikke tro på, at jeg var gravid. Jeg troede endda, at det ikke var mig, der bar barnet inde i maven. Først i midten af andet trimester begyndte jeg at tro på, at det var mig, der bar barnet, og at det var mig, der skulle til at være mor.
Men idet jeg ikke havde forliget mig med det mentalt og ikke havde nogen forbindelse til min datter, følte jeg mig trist og ked af det meget af tiden og kunne ikke nyde min graviditet. Jo mere andre fortalte mig, at jeg skulle huske at nyde graviditeten, dunkede jeg mig selv oven i hovedet, for hvordan kunne jeg være bekendt ikke at nyde mit barn og det at være gravid. Jeg endte med at skamme mig og lukke mig inde i en lille bobbel.
Da tredje trimester var i fuld gang, var min datter også i gang inde i maven. Jeg oplevede først der, at jeg kunne finde en ro i at være gravid. Ikke en nydelse, men en mindre form for ro. For lige så snart jeg mærkede hende sparke, blev jeg overbevist om, at det var mig, der skulle til at være mor. I slutningen af min graviditet, to måneder inden jeg skulle nedkomme, døde min mor af ALS. På daværende tidspunkt var hun så syg og dårlig, at jeg var indstillet på, at dagen nok snart ville komme.
Omtrent to måneder efter fødte jeg endelig min datter. Fødslen tog 38 timer, og jeg klarede mig gennem fødslen ved hjælp af lattergas. Dog var det lige ved at gå galt, da der blev skruet for højt på lattergassen. Det gjorde, at min puls steg, og min datters faldt. Heldigvis var min mand hurtig til at reagere og kalde efter hjælp. Jeg var pavestolt over, at jeg havde præsteret at føde vaginalt og, at jeg ikke panikkede. Jeg havde haft angst i omtrent otte år og var stensikker på, at det vil gå ind og påvirke mig.
Tre dage efter lukkede min krop ned. Jeg kunne ikke huske, hvem min datter og min mand var. Jeg havde en snert anelse om, hvem min far var. Det mest afgørende var, at jeg ikke kunne huske, hvem jeg selv var. Jeg fik diagnosen meget svær fødselsdepression, fødselspsykose og PTSD. Jeg havde ikke lyst til at leve mere og blev bange for, hvad jeg selv var i stand til både over for mit barn, men også over for mig selv. Jeg røg ind på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Det blev vurderet, at jeg skulle indlægges alene, uden min datter.
Da jeg blev udskrevet fra psykiatrisk hospital og havde været hjemme i et par dage, fik vi besøg af sundhedsplejersken. Hun kunne tydeligt se, at vi havde brug for hjælp.
Jeg sad med tårer i øjnene allerede fra start af. Jeg sagde, at jeg vidste, at der var noget galt, og at jeg på ingen måde skulle have det sådan her. Jeg var ikke sikker på, om jeg elskede min datter. Hun nævnte, at der var et familiehus, der arbejdede med fødselsreaktioner, som højst sandsynligt kunne hjælpe. For at få den hjælp skulle sagen først gå gennem en socialrådgiver.
Efter et par dage holdt vi mødet med socialrådgiveren. Jeg var spændt og nervøs på en og samme tid. Grunden til nervøsiteten var, at jeg vidste, at det kan tage lang tid i det kommunale regi, og ganske rigtig det tog sin tid, før vi fik den rigtige hjælp.
Til det første møde med familiehuset blev vi mødt af fem personer. Vi fik sat os ned, og jeg mærkede, at jeg rystede som en sindssyg og ikke kunne finde ro. Kvinderne fik præsenteret dem selv, og turen kom til os.
Jeg fik mumlet frem og tilbage og hørte mig selv sige: ” Jeg har det ikke godt, jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg tror ikke, at jeg elsker min datter. Jeg vil gerne gøre hende ondt, men samtidig passe på hende. Jeg burde ikke sidde på denne side af bordet, jeg er vant til at sidde på den anden side af bordet”.
Jeg knækkede sammen af gråd og bebrejdede mig selv. De fik beroliget mig og fortalte, at de hellere end gerne ville hjælpe mig og min familie.
Det endte med, at min mand overtog min barsel, og jeg blev sygemeldt. Han tog hele læsset, der var kun, når jeg kunne mærke, at jeg havde lysten til at sidde med hende, at jeg skulle bruge tid med hende.
To gange om ugen skulle vi mødes med familiehuset. Den ene gang handlede det om samspillet for at se, hvordan hendes kontakt og tilknytning var. Det blev hurtigt spottet, at der ikke var nogen tilknytning, for lige så snart min mand prøvede at kigge på hende, eller, at jeg selv kiggede på hende, søgte hun væk.
Den anden gang var der kun fokus på samtaleterapi. De første par måneder med samtaleterapi var i den grad det, der hjalp mig i den rigtige retning. I takt med samtalerne fik jeg en god rutine i at lave mindfulness og ”stress less” hver dag. Jeg tænker helt klart, at tiden også havde en stor betydning.
Vi endte med at være knyttet til familiehuset i et år, og da min datter var lidt over et år, kunne jeg med hånden på hjertet sige, at jeg elskede hende højt. Ikke nok med at jeg elskede hende, værdsatte jeg livet og genfandt min styrke til at ville mig selv.
Kristina Hindsberg