Jeg blev ramt af en fødselspsykose kort efter min datters fødsel. Jeg havde været igennem en lang og udmattende fødsel, som samtidig havde fyldt mig med noget nær en sejrsrus over, at den var veloverstået. Jeg fik kun sovet få timer undervejs i fødslen, og da min datter blev født om natten, mistede jeg flere dages nattesøvn i træk under opholdet på barselsgangen, hvilket kastede mig ud i et meget uheldigt mønster, hvor jeg stort set holdt op med at sove.
Jo mindre jeg sov, jo mere begyndte mine tanker at køre i ring. Først var jeg meget optaget af min egen veltalenhed – jeg sendte blandt andet en meget højstemt mail til mine kolleger, som jeg stadig er lidt pinlig over. Dernæst begyndte jeg at få så mange idéer, at de nærmest stod i kø – jeg tog fx papir og notesbog med mig overalt, selv på toilettet, for at nå at notere alle de jokes om moderskabet, jeg kunne finde på. Derefter begyndte jeg at se mønstre og tegn overalt, og jeg blev mere og mere fremmedgjort over for min kæreste, som forståeligt nok syntes, at jeg var rimelig mærkelig. Det kulminerede med, at jeg overbeviste mig selv om, at jeg kunne hypnotisere min kæreste og min datter.
Vi var usikre på, hvor vi skulle henvende os i denne situation. Faktisk troede vi, at det kunne klares med en efterfødselssamtale med den jordemoder, som vi havde gået til fødselsforberedelse hos. Men da hun talte med os begge i telefon, kunne hun godt se, hvor jeg var på vej hen, og vi blev genindlagt med vores datter på barselsafsnittet. Da min datter er i trygge rammer, bryder min maniske psykose ud i lys lue, og jeg rabler derudaf både i tale og i skrift.
Efter 1,5 dag på barselsafsnittet blev jeg indlagt med tvang på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Her fulgte nogle svære uger. Den første tid var hård, jeg var vred over at være indlagt og savnede min datter forfærdeligt, og jeg blev hårdt medicineret for at komme ud af psykosen. Jeg holdt mig helt for mig selv på afdelingen, fordi jeg følte mig utryg, men jeg fik sovet igennem, tog lange bade og landede lige så stille på jorden igen. Efter en uge fik jeg lov til at få besøg af min familie, og jeg så min datter igen. To uger var jeg indlagt på den lukkede, men fik ekstraordinært lov til at forlade afdelingen, hvis min kæreste hentede og bragte mig tilbage igen. Efter en uges ophold på den åbne afdeling blev jeg udskrevet.
De første uger var jeg lettet over at være kommet igennem krisen og var glad for at være sammen med min datter igen. Men jeg var også rystet i min grundvold og i min tro på, at jeg efter det, jeg havde oplevet, kunne blive en god forælder for min datter. Efter et par uger kom de første depressive symptomer så småt snigende. Jeg blev mere og mere deprimeret i de følgende uger og fik svært ved at se meningen med det hele. Da det var allerværst, var jeg ovenikøbet ramt af bivirkninger fra min medicinske behandling, som fik mig til at ryste konstant over hele kroppen. Jeg blev indlagt igen på den åbne afdeling, men var heldigvis klar til at komme ud igen efter en uge.
Langsomt fik jeg rystet depressionen af mig. Jeg fik god hjælp på Rigshospitalets Kompetencecenter for affektive lidelser, hvor jeg både gik hos en psykiater og en psykolog. Især psykologtimerne var en stor hjælp, og jeg brugte stort set al min tid på at tale om, hvad det vil sige at være mor. En anden ting, der hjalp, var at lære min baby at kende. Vi var så heldige, at min kæreste kunne overtage min barselsorlov de første syv måneder, og vi byggede en hyggelig hverdag op med god tid til baby, og så vinterbadning og lange barnevognsture i fællesskab. Derudover fik vi god støtte af spædbarnspsykiatrien, som overvågede vores datters udvikling.
Efter syv måneder kunne jeg være på barsel alene, og jeg voksede med opgaven. Jo flere succesoplevelser jeg havde med vores datter, jo bedre fik jeg det. Jeg holdt resten af barslen alene og kunne gå tilbage til mit fuldtidsjob efter endt barsel.
I dag har jeg det rigtig godt. Jeg har fået diagnosen bipolar lidelse I, men har ikke mærket noget til sygdommen siden min datters første leveår. Måske kommer jeg til at opleve en fase igen på et senere tidspunkt, men jeg tager det, som det kommer. Jeg har deltaget i kurser i psykoedukation på Rigshospitalet om bipolar lidelse, og det har forberedt mig rigtig godt på at håndtere kriser, hvis de skulle dukke op. Jeg har et ambitiøst job og trives både hjemme og på arbejde. Vigtigst af alt har min datter det godt, og vi har en stærk tilknytning til hinanden. Hun er på ingen måde mærket af sin turbulente start på tilværelsen og er en glad, klog og livskraftig pige.
Hvis jeg skulle give et par gode ord med på vejen til andre i samme situation, vil det være følgende: Din sygdom definerer ikke, hvilken forælder du bliver. Du kan godt få en god relation til dit barn, selvom I har haft en svær start. Først og fremmest er det vigtigt at koncentrere sig om at blive rask, derefter kan du begynde at reparere på din relation til dit barn. Accepter al den hjælp du kan få, fra din partner, fra forældre, fra venner. Det er ikke en situation, man kan klare på egen hånd.
Maria Jørgensen