Hvem er du?
Jeg hedder Melisa. Jeg er mor til fire, gift, uddannet jordemoder, er selvstændig og bor på Midtsjælland. I marts 2020 blev jeg indlagt i psykiatrisk regi på Sankt Hans grundet en belastningsudløst, kortvarig og forbigående psykose.
Hvordan startede det og hvad oplevede du?
I efteråret 2019 fødte jeg mit fjerde barn. Fødslen foregik hjemme en tidlig morgen og var hurtig og ukompliceret. Det var en perfekt måde at afrunde den cyklus, det er, når ens familie vokser i antal.
Jeg husker tilbage på en tid med glæde, lykke, mange overspringshandlinger, som der er i en familie med fire småbørn i et hus på landet. Jeg husker tilbage på samsovning, meget lidt og afbrudt søvn, som jeg ikke fik indhentet i løbet af dagen grundet vasketøj, oprydning, besøg og hvad hverdagen ellers byder på.
Nytårsaften står klart, og jeg husker tilbage på en aften, hvor jeg svævede i en lykkerus, som jeg aldrig havde prøvet før, og mit tempo og produktivitet steg herefter yderligere, som resulterede i næsten ingen søvn, stort vægttab og følelsen af ikke at være i stand til at kunne sidde og hvile.
Omkring slutningen af februar eller starten af marts begyndte jeg at glemme rigtigt meget. Jeg glemte at spise, drikke og sove helt, og lige omkring første Corona-nedlukning i Danmark blev min mand og datter syge, min hjerne kørte i konspirationsteorier, og jeg oplevede frygten for at miste min familie på en helt ustyrlig måde. Når man har fløjet rigtig højt, er der langt ned og meget af miste.
Den 4. marts lod jeg mig indlægge, min familie og jeg var enige. Mit mindste barn var 4 måneder gammel. Behandlingen var for mig ro, medicin, søvn og ingen amning. Men skammen, der fulgte med det at have været indlagt med en psykose som et etableret menneske, mor til 4, og som aldrig havde været i kontakt med psykiatrien før, var så overvældende, at der gik over 1 år, før jeg turde dele med andre end dem helt tæt på mig, hvad der havde ramt mig og min familie.
Hvordan fik du det bedre?
Jeg har været indlagt af tre omgange. To korte og en lang. Det, der har hjulpet mig allermest på min vej, har været søvn, mad og drikke, egenomsorg, motion, terapi og i perioder medicin.
Jeg har omlagt mit liv og er nu bedre til at balancere kravene i hverdagen med de ressourcer, jeg har til rådighed den pågældende dag. For det er ok at sige: Jeg er træt, eller jeg har brug for hjælp.
Nogle gode råd at give videre?
Mærk efter hver dag. Trives du? Har du styr på det basale? Husker du at følge med tiden? Livet ændrer sig, du ændrer dig.
Jeg kom først rigtigt videre den dag, jeg accepterede, at jeg havde været syg, da jeg turde at stå ved, hvad der havde ramt mig, og at jeg nu lever med de ar, som mit levede liv har ført med sig.
Alle kan blive syge. Nogen er uheldige at få kræft, diabetes eller Alzheimer. Andre bliver ramt på psyken, når genetik, opvækst, levet liv, m.m. spænder ben. Der er ingen skam i at falde, nogle gange skal man bare have lidt hjælp til at rejse sig igen.
Melisa Rhod Søndergaard