Angst- og OCD-lidelser er meget almindelige, og ca. hver 10. vil på et tidspunkt i deres voksenliv opleve angst.
Har man angst som sygdom, oplever man ængstelighed i en grad, som bliver en belastning for en og ofte medfører, at man undgår de situationer, som fremkalder angsten. Angst er ledsaget af fysiske symptomer såsom fx hjertebanken, mundtørhed, svimmelhed eller vejrtrækningsbesvær. OCD er en lidelse, som indebærer tvangstanker og tvangshandlinger.
En undersøgelse af gravide i 34 lande viste, at 15,2% af alle gravide har en angstlidelse[1].
Der findes endnu ikke forskning, om hvorvidt angst- og OCD-lidelser forværres af graviditet og fødsel, men det er sandsynligt, at de bekymringer, som ofte følger med graviditet og forældreskab, kan øge risikoen for forværring af symptomerne. Symptomerne kan dog også opstå for første gang i forbindelse med graviditet og forældreskab.
Føler du dig meget ængstelig, eller er du begyndt at have tvangstanker eller tvangshandlinger, skal du tale med din egen læge om det. Der er god effekt af den behandling, man kan få i form af samtaleterapi og medicin.
Læs mere om angst og OCD generelt på:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/symptomer/angst/
Nina Friis Bak, hoveduddannelseslæge i voksenpsykiatri
[1] Dennis CL, Falah-Hassani K, Shiri R. Prevalence of antenatal and postnatal anxiety: systematic review and meta-analysis. Br J Psychiatry. 2017 May;210(5):315-323. doi: 10.1192/bjp.bp.116.187179. Epub 2017 Mar 16. PMID: 28302701.