Hvem er jeg? Det er egentlig et simpelt spørgsmål, men med et – for mit vedkommende – kompliceret svar. Min mor er fra Finland og min far er fra Danmark, under min opvækst har vi flyttet rundt og boet mange forskellige steder, bl.a. USA, Sverige og Kina. Som voksen har jeg derfor været meget rodløs og haft svært ved at finde mit fodfæste og plads i livet.
Jeg er uddannet sygeplejerske, blev det, fordi jeg godt kan lide at arbejde med mennesker og hjælpe andre. Jeg mødte min mand, da jeg læste til sygeplejerske, og vi har holdt ved lige siden – han har virkelig været for mig i tykt og tyndt. Sammen har vi fire børn, og ved barn nummer fire startede dét.
Det. Det der blev min store eksistentielle krise i livet. Det startede med, at jeg ikke kunne sove under graviditeten. Som i overhovedet. Hver nat lå jeg søvnløs og blev mere og mere frustreret over den manglende søvn, talte, hvor mange dage der nu var gået, siden jeg havde sovet, og jeg begyndte at høre sange i mit hoved, som satte sig fast og kørte i ring. Igen og igen. Det var enormt pinefuldt for mig, og jeg italesatte det over for jordemoder og læger. Men de ville ikke give mig noget at sove på, fordi jeg var gravid. Så jeg måtte holde ud, indtil jeg fødte. Og som I nok alle kan nikke genkendende til, så var det jo ikke, fordi jeg fik meget søvn med en nyfødt. Hun skulle op og amme, skiftes og græd – så jeg startede tiden som nybagt mor til barn nummer fire i totalt søvnunderskud. Mine symptomer forværredes, jeg havde enormt mange negative tanker omkring min rolle og mine evner som mor, følte, mine børn ville have det bedre, hvis jeg ikke var der. Jeg følte, jeg gjorde alt galt, alt forkert, og at jeg ødelagde i stedet for at opbygge. Og fortsat kunne jeg ikke sove, selvom jeg var så udmattet, som jeg aldrig havde været før.
Jeg blev screenet for fødselsdepression af sundhedsplejersken, et besøg, jeg både gruede for og glædede mig til. Fordi jeg vidste der var noget galt, når jeg kunne græde over, at et æble var melet. Jeg begyndte også at have sporadiske selvmordstanker, omkring hvor nemt det ville være at slippe livet, komme væk fra hele miseren og flygte fra virkeligheden, en virkelighed, som burde være en drøm gået i opfyldelse, men som endte i et mentalt mareridt.
Jeg og min mand havde i mellemtiden prøvet at gå i parterapi, fordi jeg havde lyst til at forlade ham. Bare tage min kaffekop i hånden og skride fra det hele. Men terapeuten sagde noget, der virkelig skræmte mig. Hun sagde; ”Jeg kan ikke hjælpe dig. Du er så langt ude mentalt lige nu, at det ikke terapeutisk er muligt at hjælpe dig. Du skal allerførst have dine basale behov dækket, søvn, drikkelse og mad, og så kan vi snakke sammen igen. Men for nu, skal du altså ringe til din læge, så du kan få noget søvn”. Og det skræmte mig mere end noget andet. Min mand ringede derfor til lægen, det var alt for sårbart for mig at ringe selv, og jeg fik en akut henvisning til en psykiater. Det var enormt grænseoverskridende for mig, i en alder af 37 at skulle troppe op hos en psykiater for at få hjælp. Jeg havde allermest lyst til at vende om på hælen og skride derfra. Men jeg vidste, det var vigtigt, og nødvendigt. Livet, det kunne ikke forsætte sådan her. Vi havde mange lange og gode samtaler, og han startede mig stille og roligt op i noget medicin, som skulle tage toppen af symptomerne, og som havde den ”bivirkning” at det ville gøre mig træt. Derudover fik jeg recept på melatonin, kroppens naturlige søvnhormon.
Og langsomt fik jeg det bedre. Jeg fik sammen med min mand lagt en plan for søvnen, inkorporeret daglige pauser, som jeg kunne bruge på lige hvad jeg havde lyst til (hvilket oftest blev serien RuPauls Drag Race, og selvom jeg følte jeg burde udnytte denne pause på andet mere meningsfyldt, så var det dét, som fik mig til at slappe af, abstrahere fra hverdagen og tænke på noget helt andet. For hvem kan ikke lide at se voksne mænd klæde sig ud som kvinder, lipsync’e og lave deathdrops?), og medicinen havde også sin virkning – jeg begyndte at få det normalt og godt igen. Jeg følte ikke længere, jeg var et omvandrende nervevrag, der tvivlede på hver enkelt beslutning, jeg foretog mig som mor, men hvilede mere og mere i mig selv og min tro og mine evner i forældreskabet.
Sundhedsplejersken, lægen, psykologen, psykiateren og min mand – de var alle min redning. De gjorde hvert deres for mit bedste, og de hjalp mig igennem fødselsdepressionen på hver deres måde med hvert deres udgangspunkt. Det var enormt svært for mig at bede om hjælp, da jeg havde det allerværst, og da ville jeg heller ikke indrømme over for andre, end ikke mig selv at det var en fødselsdepression, jeg havde. Men når jeg kigger tilbage, så er jeg ikke i tvivl, det var dét. Full blown. Og det kom helt bag på mig at jeg kunne få det ved barn nummer fire, der hvor jeg burde have styr på det shit. Men livets gang er af og til uransagelige, og nu hvor det er sket for mig, er det enormt vigtigt for mig at dele min historie – for at bryde tabuet omkring en fødselsdepression, hvad det er og hvordan det kommer til udtryk. For selvom det er grænseoverskridende at dele, så gør jeg det gerne, for hvis bare jeg kan hjælpe én anden igennem deres svære tid, så er det det hele værd. Det er så vigtigt at også dele de svære tider, man går igennem som mor, som forælder, som menneske.
Saara Helena Hernesniemi-Lindemann