Jeg hedder Tiffannie. Jeg bor sammen med min kæreste og vores to hunde. Sammen er vi forældre til en dreng fra september 2022, som er undfanget gennem ICSI (fertilitetsbehandling)..
– Hvordan startede det?
Jeg havde en overordnet god graviditet. Da han er ICSI-barn, får man tilbudt en ekstra scanning. Her frygtede de, at han havde double-bubble, som er en blokade mellem mavesæk og tarm, og jeg skulle derfor til en scanning igen i uge 37. Her afkræftede de double-bubble, men opdagede i stedet, at han havde låst sig i UK-position. Efter samtale med sygehuset blev vi derfor enige om en vaginal underkropsfødsel.
Da jeg var 41+0, blev jeg ramt af en umiddelbart uforklarlig fornemmelse af, at vores søn havde det rigtig dårligt i maven. Jeg var derfor til undersøgelser, og vi blev enige om igangsættelse. 41+3 var der stadig ikke kommet ordentligt gang i fødslen, og jeg var indlagt med for mange veer grundet igangsættelsespillen angusta.
Uheldigvis blev jeg udsat for obstetrisk vold, da en jordemoder holdt mig nede og tog mit vand uden samtykke, mens jeg skreg, at det gjorde ondt. Og herefter gik alt galt.
Vores søn blev stresset under fødslen, og det endte med et akut kejsersnit, hvor han var dødfødt. Det lykkedes dem at få ham rettet op inden for 10 minutter. Jeg fik intet at vide, før jeg var på opvågningen, hvor en tydeligt påvirket jordemoder (ikke hende der tog vandet), fortalte mig, at min søn var i live, men han måske var blind på det ene øje, han kunne ikke trække vejret uden hjælp, han havde mislyd på hjertet, hans mave og tarm virkede ikke, han havde høj gane, var deform i ansigtet, og de var sikre på, han havde et syndrom. Derudover var faren meget påvirket af situationen og havde brug for mig. På dette tidspunkt havde jeg ikke set min søn endnu overhovedet.
– Hvad oplevede du?
Da jeg så min søn første gang, mærkede jeg kærlighed til ham, men også frygten for alt det jeg havde fået at vide, som var galt med ham. Jeg fik det desværre meget dårligt efter kejsersnittet og måtte fjernes fra neonatalafdelingen, hvor vores søn var indlagt. Jeg sagde grædende til min kæreste, at hvis de fjernede min søn fra mit bryst, ville jeg stoppe med at elske ham. Og idet sygeplejersken fjernede ham, blev jeg lammet inden i. Alle mine følelser stoppede i samme sekund.
Jeg fortalte min kæreste, at jeg ikke ønskede vores søn, og jeg var bange for at få ham. Bange for hvad et liv med ham skulle betyde for os. Jeg ønskede ikke at se ham igen og var ikke oppe ved ham igen, før jeg blev ”tvunget” dagen efter, fordi han skulle køres til et andet sygehus uden mig. Jeg fortalte min kæreste og svigermor, at jeg håbede, at vores søn ville gå bort på operationsbordet, og at jeg ikke ønskede, at de skulle foretage genoplivning af ham. Jeg sendte ikke billeder af ham til vores familie, fordi jeg var flov over ham.
Heldigvis skulle han ikke opereres alligevel, og vi blev genforenet efter tre dage adskilt. Men grundet hans udseende ville jeg ikke rigtigt kendes ved ham. Jeg var flov over, at jeg havde fået en baby, der ikke så ud som alle andres, og som jeg virkelig helt ind i maven syntes, var grim. Jeg passede ham, nussede ham, sang for ham, men jeg følte ingenting for ham i lang tid. Jeg ville ikke dele billeder af ham og tog kun billeder i hans ”gode vinkler”.
Men med tiden da han blev erklæret helt rask og rettede sig ud i ansigtet, og da sygehuset indrømmede, at de havde taget fejl omkring alt, så kom mine følelser langsomt frem for ham. Men jeg skammede mig og hadede mig selv for at have fravalgt ham. For ikke at give ham hele mit hjerte som en lille, uskyldig nyfødt fortjener. Han fortjente ikke at have en mor, som ikke ville have ham, som syntes, at han var grim, og som ikke forsvarede ham fra første sekund. Og de følelser sidder stadig i mig.
Min reaktion kom i at jeg var meget sårbar og at der ikke skulle så meget til at jeg græd. Jeg gik rundt i en konstant tilstand af tristhed, også på de gode dage og også selvom der skete ting som gjorde mig glad. Tristhed var bare altid en af følelserne indeni. Jeg så billeder af fødslen for mig på repeat i flere måneder og havde meget svært ved at genbesøge minderne på en sund og kontrolleret måde. Jeg turde ikke se billeder fra vores søns første tid, fordi det vækkede så meget sorg i mig og fordi jeg følte det hele igen som var det lige sket. Ved et uheld faldt jeg f.eks over en sms til min far fra efter fødslen, hvor jeg omtaler vores søn som en ting og det slog mig fuldstændig ud og flere ”trin” tilbage i min udvikling på dét tidspunkt. Da min søn var omkring 9 måneder mindes jeg at tristheden fyldte en del mindre og at jeg havde meget mere kontrol når jeg genbesøgte minder. Omkring 1 årsdagen begyndte det hele at rumstere igen, dog med en ny følelse af vrede og afmagt, som jeg er i gang med at bearbejde og forstå i dag. Tristhed og sorg rammer mig stadig, men det fylder væsentligt mindre nu.
– Hvordan fik du det bedre?
Vi var til fire efterfødselssamtaler med sygehuset, hvor vi fik et bedre indblik i, hvad der var foregået og hvorfor. De undskyldte, at vi havde fået så meget negativ information, og at ingen havde grebet os. Det hjalp mig en smule at få indsigt i, hvad der rent faktisk var foregået, og at de indrømmede deres fejl med hensyn til ham.
Jeg endte med at komme til psykolog efter sundhedsplejersken, og min læge anbefalede det. Selvom følelserne stadig sidder dybt i mig og kommer frem indimellem, så hjalp det mig at snakke med psykologen og få at vide, hvorfor jeg havde reageret, som jeg gjorde. og dét at jeg i dag føler skam over min reaktion, er et tegn på, hvor meget jeg har rykket mig, og hvor meget jeg i virkeligheden elsker min søn. Hun hjalp mig også med at indse at det er en lang healingsproces, som måske kommer til at tage flere år.
Hun har givet mig nogle håndgribelige værktøjer, som jeg forsøger at bruge på de hårde dage. Mest af alt skal jeg give mig selv omsorg og kærlighed.
I dag er jeg i gang med at udarbejde en klage, som jeg håber, kan hjælpe med at lægge låg på hele oplevelsen med sygehuset, så jeg forhåbentlig kan se fremad langt om længe.
– Har du et eller flere gode råd du vil give videre til andre der måtte stå i en lignende situation?
Tal om det! Med alle som har lyst til at lytte.
Ræk ud, også hvis du finder en på SoMe, som du evt. kan spejle dig i.
Få en efterfødselssamtale, så du forhåbentlig bedre kan forstå, hvad der er sket.
Søg professionel hjælp.
Vær kærlig over for dig selv, elsk dig selv, og vid du ikke er alene.
Tiffannie Alexandra Schaumann