Vedtægter for landsforeningen Sind og Fødsel
§1 Navn
Sind og Fødsel
Hjemsted: Danmark
Adresse: Grønningen 9, 4130 Viby Sj.
CVR-nummer: 43 17 57 26
sindogfoedsel.dk
§2 Formål
Den almennyttige landsforening, Sind og Fødsel, har til formål at øge viden om og forståelse for psykiske reaktioner i forbindelse med familiestiftelse, graviditet, fødsel, barsel og forældreskab. Vi ønsker at give støtte, vejlede og skabe fællesskaber til ramte og pårørende.
§3 Medlemskab
Medlemskab af foreningen koster en årlig, valgfri donation. Enkeltpersoner kan optages som medlemmer af foreningen. Medlemmer har stemmeret ved generalforsamlingen.
Stk. 2 Et medlem, der modarbejder foreningens formål og retningslinjer på en sådan måde, at det skader foreningens arbejde eller omdømme, kan ekskluderes. Bestyrelsen træffer beslutning om eksklusion med mindst totredjedels flertal, og dette meddeles skriftligt til medlemmet.
Manglende betaling af kontingent fører til eksklusion.
§4 Kontingent
Kontingentet er fastsat til 30 kr. om måneden. Vi modtager gerne donationer og fondsmidler til at dække driftsmidler, m.m.
§5 Regnskab
Regnskabsåret er 1. januar – 31. december. Regnskabet føres af kasseren og revideres af en revisor, som er valgt af generalforsamlingen. Årsregnskabet udsendes med dagsordenen til generalforsamlingen og godkendes på generalforsamlingen.
§6 Aktiviteter
Foreningen vil arrangere netværksaktiviteter lokalt og nationalt med det formål at skabe fællesskab og støtte for personer, der rammes af psykiske reaktioner i forbindelse med familiestiftelse, graviditet, fødsel, barsel og forældreskab, og deres pårørende.
Foreningen vil på forskellig vis virke for oplysning omkring disse forhold via hjemmeside, sociale medier, pjecer, m.m.
§7 Generalforsamling
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afvikles årligt.
Generalforsamlingen vil fast være den første søndag i marts måned. Der indkaldes til ordinær generalforsamling senest 4 uger inden afholdelsen per email til medlemmerne.
Forslag, som ønskes behandlet på dagsordenen, skal være indsendt til forpersonen senest 14 dage før generalforsamlingen. Dog skal forslag om vedtægtsændringer indsendes senest 4 uger før til bestyrelsen, så de kan offentliggøres i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Dagsorden offentliggøres på hjemmeside og sociale medier. I nødstilfælde kan generalforsamlingen afvikles virtuelt.
Forslag, der ikke er rettidigt indsendt, kan ikke komme til afstemning på generalforsamlingen.
§8 Dagsorden
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent, referent og to stemmetællere
- Forpersonens årsberetning
- Gennemgang og godkendelse af årsregnskabet
- Valg af revisor i lige år
- Behandling af indkomne forslag
- Godkendelse af mål og aktiviteter
- Gennemgang og godkendelse af budget for indeværende år
- Fastsættelse af kontingent for næste år
- Valg til bestyrelsen
- Valg af 2 suppleanter
- Eventuelt
§9 Afstemninger
Alle registrerede medlemmer, der møder op til generalforsamlingen, er stemmeberettiget. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal, undtaget herfra er beslutningen om at ophæve foreningen.
Generalforsamlingens beslutninger protokolleres, og medlemmerne modtager referat fra generalforsamlingen pr. mail.
§10 Vedtægtsændringer
Rettidigt tilsendte forslag til vedtægtsændringer kan behandles på generalforsamlingen.
Vedtægtsændringer kræver kvalificeret flertal på 2/3 af de fremmødte deltagere.
§11 Bestyrelse
Bestyrelsen står for den daglige ledelse af foreningen. Man vælges til sin post i bestyrelsen for 2 år ad gangen. Bestyrelsen består af et ulige antal medlemmer. Beslutninger afgøres ved stemmeflertal, og forpersonen leder bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen består af
- Forperson
- Næstforperson
- Kasserer
- 2-4 bestyrelsesmedlemmer
- 2 suppleanter
Bestyrelsen afholder konstituerende bestyrelsesmøde 14 dage efter generalforsamlingen.
Derudover kan følgende poster besættes på generalforsamlingen, ligeledes for 2 år ad gangen:
- Ansvarlig for hjemmeside
- Ansvarlig for sociale netværk
- Koordinator
- First responder
- Pjeceansvarlig
- Ansvarlig for kontakt til fonde
Alle stemmeberettigede medlemmer er valgbare.
§12 Tegningsregler
Foreningen har gradueret tegningsret, dvs. kassereren kan på egen hånd betale udgifter op til 1.000 kr. Beløb derover skal godkendes af forpersonen og et andet medlem af bestyrelsen.
§13 Hæftelse
Ingen medlemmer af foreningen hæfter personligt for foreningens økonomiske forpligtelser.
§14 Bestyrelsens opgaver
Bestyrelsens opgave er
– at være ansvarlig for foreningens økonomi
– at udmønte generalforsamlingens beslutninger om mål og aktiviteter for foreningen
– at informere medlemmerne om foreningens arbejde
Alt arbejde i foreningen er ulønnet.
Ved forpersonens fratrædelse fungerer næstforpersonen i forpersonens sted.
Der føres beslutningsreferat fra bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsesmøde forventes afholdt mindst en gang i kvartalet (andensidste weekend i februar, maj, august, november).
§15 Arbejdsgrupper
Generalforsamlingen og bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til at arbejde videre med projekter inden for foreningens interesseområde som stemmer overens med foreningens formål.
Forpersonen for arbejdsgruppen er forpligtet til løbende at orientere bestyrelsen om gruppens arbejde.
§16 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes på forpersonens ønske, eller når 50% af medlemmerne eller mindst 50 medlemmer skriftligt fremsætter ønske over for forpersonen om det og samtidig meddeler, hvilke punkter de ønsker behandlet.
Forpersonen skal herefter på mail og på sociale medier indkalde til ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 3 måneder efter, at anmodningen er modtaget.
Reglerne om afstemninger er de samme som for den ordinære generalforsamling (se §9).
§17 Foreningens ophævelse
Forslag om foreningens ophævelse kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er fremmødt, og der kræves 3/4 af stemmerne for at ophæve foreningen.
Hvis der ikke er fremmødt 1/3 af medlemmerne, kan der inden 3 uger, og med mindst én uges varsel, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med foreningens ophævelse som eneste punkt på dagsordenen, såfremt forslagsstillerne ønsker det. På denne generalforsamling kan forslaget om ophævelse af foreningen vedtages, hvis 3/4 af de fremmødte stemmer for.
Eventuelle midler fra Sind og Fødsel overgår efter foreningens ophævelse til Forældre og Fødsel.